Tidligere ansås konsolborde som noget, der kun hørte fine gamle huse til. Men i dag har konsolbordene fået en gevaldig renæssance – og det er der en god grund til.
Et konsolbord er praktisk, superfunktionelt og smukt – og desuden egner det sig fortræffeligt i mindre rum som en entre eller en gang, hvor der er brug for et bord, uden at det æder for meget af rummet og gulvpladsen.
Hvad er et konsolbord?
Kigger man til arkitekturen, da er en konsol et fremspring, der er anbragt på en mur eller en væg – ofte for at kunne bære en dekorativ buste eller sågar en statue.
Et konsolbord, er en konsol, der er sat til muren, og kan defineres som et smalt bord, der er designet til at stå op ad en væg. Bordet kan have et, to eller fire ben.
Bordets smalle og lette design gør det til det oplagte møbel i en entre eller en gang, men faktisk har moderne konsolborde et væld af anvendelsesmuligheder – både i den lille stue, i soveværelset eller som centerpiece i en karnap.
Moderne konsolborde findes i et væld af designs og udgaver, fra glas til træ, sten og messing. Og du kan helt sikkert finde et bord, der passer perfekt ind hjemme hos dig – uanset om din indretningsstil er stram og minimalistisk, nordisk med varme toner og rene linjer, boheme-agtig eller funky med drøn på farver, teksturer og materialer.
Smukt og praktisk på samme tid
Ved at udnytte dit konsolbord kan du få praktik og smuk indretning til at gå hånd i hånd. Et konsolbord er nyttigt og praktisk alle de steder, hvor du har behov for at kunne lægge eller stille ting fra dig.
- I entréen til nøgler, handsker og huer
- I stuen ved din yndlingsstol
- I køkkenet som ekstra afsætningsplads
- I soveværelset som et smukt og praktisk plus til din indretning
I stuen kan du stille nips og lækker brugskunst på dit konsolbord – eller du kan stille en smuk lampe på bordet og lave et superhyggeligt hjørne blot med en enkelt lænestol, et smalt konsolbord og en lampe.
E konsolbord kan også bruges til at skabe liv, hvis du har et lidt dødt hjørne et sted, eller til at bryde en tom flade på en lang, kedelig væg. Vil du gøre indretningen ekstra personlig, brug da bordet til at lave et tableau, hvor du fremhæver nogle af dine yndlingsting, favoritfund og fotografier.