6 gode råd til indretning af stuen

Stuen er hele familiens samlingssted, og et af de rum vi opholder os mest i. Det er her vi hygger os sammen, slapper af og ser en god film. Det er derfor vigtigt med en flot og personlig indretning i stuen, som skaber hygge og hjemlig atmosfære. I denne guide får du 6 gode råd til indretningen af stuen.

1. Tegn og mål op

Når du skal indrette din stue, er det altid en god ide at starte med at tegne stuerummet op på et stykke papir. Det giver dig en fornemmelse af rummet og dets muligheder, og det hjælper dig med at vurdere, hvor meget plads du egentlig har til de forskellige møbler. Der findes desuden også flere smarte 3D-programmer på internettet, hvor du kan eksperimentere med møbelindretning. Når du har udset dig et bestemt møbel, som du drømmer om, så husk altid at undersøge og måle op i din stue inden, så du ved, om du har plads til det.

2. Vælg møbler med god komfort

Når du kommer træt hjem efter en lang dag, er det skønt at kunne smide sig på sofaen og tage et lille hvil. Stuen er det rum, hvor vi ofte slapper af, og det er derfor vigtigt at vælge nogle gode, komfortable møbler, som du netop kan slappe af i. Der er forskel på, hvad en komfortabel sofa eller lænestol er for dig: Skal den være blød? Skal du kunne svinge benene op? Skal der være armlæn? Det er altid en god idé at prøve en sofa eller lænestol, inden du køber den, så du er sikker på, at du sidder godt i den.

Se også: Komfortable lænestole med dreje- og vippefunktion

3. Tænk praktisk

Det er ofte kedeligt at skulle tænke praktisk, når du er i fuld gang med at indrette din nye stue. Det er dog en god ide at have de praktiske elementer i baghovedet, når du skal ud og købe nye møbler til stuen. Tænk først og fremmest på, hvad møblet skal bruges til. Hvis du har små børn, bør du fx overveje en sofa, som er nem at rengøre, og som dermed ikke er sart i hverken materiale eller farve.

4. Overvej din opbevaring

Det er nødvendigt med opbevaringsplads i stuen, hvad enten det er til dvd’er, bøger eller porcelæn. Nogle ting ønsker vi at gemme væk, mens andre indgår som en del af vores interiør. Overvej derfor, om dit kommende opbevaringsmøbel skal skjule dit rod, eller om det tværtimod skal vise dine pyntegenstande frem. Du kan også få opbevaringsmøbler, som rummer begge dele, som fx et reolsystem med både åbne pladser samt låger og/eller skuffer. 

5. Skab hygge med tekstiler

Vi forbinder ofte stuen med hygge. Hvis du ønsker at tilføre lidt ekstrahygge til din stue, kan dette nemt gøres ved hjælp af tekstiler. Pynt sofaen med et par bløde og lækre puder, som er med til at skabe en varm og hyggelig stemning. Vælg fx nogle farverige eller mønstrede puder, som giver et frisk pust til din stue. Et gulvtæppe kan også gøre stuen mere hyggelig og er især perfekt, hvis du ønsker at indramme sofaområdet.

6. Dekorer din stue

Giv din stue det sidste touch med forskellige former for dekoration, som gør indretningen mere personlig og unik. Dekorer fx væggene med billeder eller malerier. Hvis dine vægge er hvide, kan du med fordel vælge nogle farverige billeder, som giver kontrast. Du kan også pynte din stue med grønne planter, som giver liv og er med til at skabe en hyggelig atmosfære. Brug desuden flader som fx vindueskarme til vaser, skåle, lysestager eller andet, som giver et personligt og unikt look.